Samfund og forbrugerindsigt
Oplysningskampagne
Mange borgere og beslutningstagere mangler kendskab til hampens potentialer, og der eksisterer fortsat betydelige misforståelser og stigma omkring planten. I flere europæiske lande – herunder Tyskland, Holland og Østrig – er der gennemført offentligt finansierede informationskampagner og undervisningsforløb rettet mod både fagpersoner og offentligheden. Disse initiativer har øget accepten af og forståelsen for hamp som en bæredygtig og erhvervsmæssigt relevant afgrøde.
DanMi foreslår en tilsvarende national oplysningskampagne i Danmark med fokus på hampens klima- og miljøfordele, sundhedsaspekter og anvendelsesmuligheder. Kampagnen bør målrettes både landmænd, forbrugere og politikere og bidrage til et mere oplyst grundlag for beslutninger og erhvervsudvikling.
Fødevarestyrelsens anbefalinger om hampefrø
Det anbefales i dag, at børn under 4 år ikke indtager hampefrø på trods af, at der ikke er noget klart videnskabeligt belæg for en sundhedsrisiko. Anbefalingen har medført, at flere danske dagligvarekæder har undladt at markedsføre eller indkøbe hampefrø af frygt for utilsigtet eksponering over for børn og negative forbrugerreaktioner. Det har skabt et fejlagtigt indtryk af, at hampefrø er sundhedsskadelige, på trods af deres veldokumenterede ernæringsmæssige værdi som kilde til protein, omega-fedtsyrer og mineraler.
Danmark er i dag et af de eneste EU-lande med en sådan anbefaling. I blandt andet Tyskland, Holland og Frankrig markedsføres hampefrø bredt uden aldersspecifikke restriktioner. DanMi opfordrer derfor til, at den danske anbefaling revurderes med udgangspunkt i international praksis og ny forskning.